Bødskov: Syrisk asylkritik helt ved siden af

Syriske asylansøgere eller andre har ingen grund til at kritisere det danske asylsystem.

Det fastslår justitsminister Morten Bødskov (S) i en kommentar til Ritzau i forhold til protesten fra syriske asylansøgere.

- De danske asylregler er robuste og retfærdige. Har man et beskyttelsesbehov, får man asyl, har man ikke, skal man rejse hjem igen, siger Morten Bødskov.

Syriske asylsøgere har onsdag slået lejr på den svenske ambassade i København i protest mod dansk asylpolitik.

30 asylsøgere fra asylcentrene Sigerslev, Sandholm, Avnstrup, Jelling og Holmegaard kræver, at danske asylmyndigheder giver dem tre års midlertidigt ophold, som de ville få i Sverige.

- Som alle andre asylansøgere får asylansøgere fra Syrien, i tilfælde af afslag fra udlændingestyrelsen, deres sag behandlet i det uafhængige Flygtningenævn, der tager stilling til, om den enkelte har et beskyttelsesbehov, siger Morten Bødskov som svar.

Når syriske asylsøgere får afslag fra danske asylmyndigheder, kan de ikke rejse tilbage til Syrien på grund af borgerkrigen, men de har heller ikke ret til ophold i Danmark.

De afviste syriske asylsøgere vil ikke samarbejde med myndighederne om at blive sendt tilbage, så de kan bosætte sig uden for asylcentrene.

- Vi kender ikke vores fremtid. Vi ønsker, at Danmark skal anerkende os som flygtninge eller lade os rejse til et andet land som Sverige eller andre lande, der anerkender os som flygtninge, siger Roudina Hossin Ali, der er statsløs palæstinenser fra Syrien.

- Hvis Danmark ikke vil lytte til os og give os ophold her, så lad os rejse til Sverige, fortsætter hun.

Asad al-Mohamed fra byen Qamishli, der ligger på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet er enig. Han har været i Danmark et år.

- Jeg har venner, der har boet på danske asylcentre i fire-fem år. Vi er flygtet fra krig i Syrien, vi kan ikke blive ved med at leve sådan. Vi bliver her indtil vi får et svar fra Sverige. Det er lige meget, om det varer flere dage, siger han.

Syrerne kan i henhold til EU's regler kun søge asyl i et land og dermed ikke tage til Sverige.

/ritzau/

Dagens Gossip