Bødskov trækkes ind i »skandalesag« om ministerkollega

Torsdag fik klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) en såkaldt næse, fordi han var orienteret om et hul i solcelleloven før den blev vedtaget, og fordi han gav Folketinget »utilstrækkelig information« herom.

Omtrent samtidig blev forslaget til en ny offentlighedslov andenbehandlet i folketingssalen. Et lovforslag, der efter alt at dømme kunne have reddet ministeren fra næsen, fordi de afsløringer, der har ført til kritikken, aldrig ville være kommet frem, hvis loven allerede havde været gældende.

Det skriver Berlingske, som i en artikelserie har afsløret, at der var et hul i solcelleloven, der kunne koste de danske skatteydere op til syv milliarder kroner. Det blev der set på med alvor i flere af Folketingets partier, og derfor blev klima- og energiminister Martin Lidegaard indkaldt i et hastesamråd for at forklare sig.

Over for Berlingske forklarede han desuden, at han ikke »husker at være blevet orienteret om hullet«. Men det var han. Og det blev han ti dage før, at loven blev endelig vedtaget.

Grundlaget for artiklerne var en række aktindsigter givet i dokumenter fra det lovforberedende arbejde, som var udvekslet mellem Klima- og Energiministeriet og Energistyrelsen. Og netop de aktindsigter ville efter alt at dømme ikke være blevet givet med den nye offentlighedslov, fordi den med den omstridte paragraf 24 undtager dokumenter for aktindsigt, som udveksles mellem ministerielle departementer og underliggende styrelser, hvis de skal bruges til at rådgive eller bistå ministeren.

Det vurderer journalist Jesper Tynell, der er tidligere modtager af den prestigefulde Cavling-pris.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den aktindsigt er omfattet af paragraf 24. Spørgsmålet er så, om aktindsigten alligevel var blevet givet på grund af paragraf 29 - det er svært at vurdere, men hvis det er tilfældet, så er det nærmest det første eksempel i verden. Alt tyder på, at dette er endnu et eksempel på en væsentlig sag, der ikke var kommet til offentlighedens kendskab,« siger han til Berlingske.

Det møder hård kritik fra flere af Folketingets partier. Derfor har Liberal Alliance og Enhedslisten nu indkaldt justitsminister Morten Bødskov (S) i et hastesamråd i Folketingets Retsudvalg på mandag for at klargøre, om det er sandt, at sagen ikke var kommet frem med den nye offentlighedslov.

»Det her ser ud til at være det klareste eksempel på en stor skandalesag, der ikke var kommet til offentlighedens kendskab med den nye offentlighedslov. Det må - medmindre justitsministeren er totalt argumentresistent - ændre debatten markant,« siger politisk ordfører i Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll (LA).

»Vi kan lige så godt indrømme, at vi efterhånden lever i et ekstremt kompliceret samfund. I et sådant samfund har vi brug for dygtige journalister, der kan opdage fejl, undladelser og skandaler. Hvis vi stækker pressens mulighed for at udøve denne funktion, så stækker man i virkeligheden Folketingets - og dermed befolkningens - mulighed for at få indblik i ting, der ikke er, som de skal være,« fortsætter han.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup (DF), kalder det »beskæmmende for folkestyret« og udtrykker stor utilfredshed med, at regeringen ikke har lyttet til partiets forslag om at udskyde behandlingen af loven til efter sommerferien. Det er »rendyrket lovsjusk«, argumenterer han.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), er enig. Hun noterer sig blandt andet, at justitsminister Morten Bødskov flere gange har forsvaret loven med, at der er andre kontrolinstanser i et demokrati end pressen, og at uretmæssigheder derfor alligevel kommer frem.

»Men det her er jo endnu et eksempel på, at det ikke er tilstrækkeligt. Vi har brug for en fri og kritisk presse med indsigt i, hvad der foregår, hvis skandalesagerne skal komme frem,« siger hun.

Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt (V), har været en arg kritiker af klima- og energiministeren og var med til at grille ham i dagens samråd, hvor næsen blev tildelt ministeren.

Spørgsmål: Lars Christian Lilleholt, vil du beskrive Berlingskes artiklers betydning for, at denne sag er blevet afsløret?

»Johan Winther (Berlingskes journalist, red.) har med sit arbejde spillet den helt afgørende rolle for at få det her gravet frem. Han er helt enormt indsigtsfuld og kompetent og har bedrevet god, gedigen og ordentlig journalistik.«

Spørgsmål: Hvordan har du det så med at høre, at de aktindsigter, som er grundlaget for den journalistik, med al sandsynlighed ikke var kommet frem med den nye offentlighedslov?

»Jeg tror på, at det vil kunne lade sig gøre at få nogle af de her informationer frem alligevel. Det kan godt være, det var blevet en anelse mere besværligt, men det er mit indtryk.«

Spørgsmål: Men meget tyder altså på, at det ikke forholder sig sådan. Ville det ikke ærgre dig som medlem af Folketinget, hvis artiklerne ikke var blevet skrevet?

»Jamen, jeg er sikker på, at de informationer alligevel var kommet frem, og at en dygtig journalist alligevel kan holde en regering ansvarlig for sine handlinger.«

Justitsminister Morten Bødskov har ikke ønsket at kommentere sagen.

Dagens Gossip

Dagens TV