Bødskov: Udviste der vil integreres kan vende hjem

Skrevet af admin

14/11/2013

Mest læste i dag

Justitsminister Morten Bødskov (S) var tilfreds, da han onsdag aften trådte ud af mødelokalet, hvor samtlige partier skulle blive enige om en ny lov for udvisning ved ægtefællers død.

- Vi er blevet enige om en model, der peger fremad og en løsning, der kigger bagud. Det giver dem, der har mistet sit opholdsgrundlag inden for to år muligheden for at vende tilbage til Danmark, siger han efter mødet.

Det betyder, at den syvårige Im og hendes mor Suthida ikke skal udvises til Thailand alligevel, fordi Suthidas danske mand døde af kræft.

Med det nye forslag bliver der åbnet et vindue på seks måneder, hvor folk, der inden for to år er blevet udvist på grund af sin ægtefælles død, kan vende tilbage.

Det er også et krav, at de udviste skal have en relation til Danmark for at rejse tilbage.

- Det er en konkret vurdering, hvori der ligger, at der skal ligge en vilje til at lade sig integrere i det danske samfund, siger Morten Bødskov.

Og vilje til integration mener de fleste partier, at Im og hendes mor har udvist.

Da Im og hendes mor har boet i Danmark i tre år, hvor moren har læst på sosu-uddannelsen og Im har gået i folkeskole i Aabybro, er der grundlag for, at de kan vende hjem.

At grænsen er landet to år, forklarer justitsministeren sådan her:

- Hvis der skal være en nogenlunde chance for at vurdere dem, der har fået frataget deres opholdsgrundlag, så giver to år mening, siger han.

Er man blevet udvist inden for to år, fordi ens ægtefælle er død, kan man sende en ansøgning til Udlændingestyrelsen, hvis man vil tilbage til Danmark.

Justitsministeren peger på, at der er omkring 10-15 sager, der minder om Im og Suthidas tilfælde.

Lovforslaget skal nu sendes i høring, og Morten Bødskov regner med, at den nye lov fremsættes i januar måned.

/ritzau/