Bødskov vil lægge alt frem i lukket kreds

Morten Bødskov (S) vil lægge hele den trusselsvurdering på bordet, som ligger til grund for, at han i februar 2012 tog det usædvanlige skridt at opdigte en historie, der skulle få Folketingets Retsudvalg og Pia Kjærsgaard (DF) til at aflyse et planlagt besøg på Christiania.

Det siger justitsministeren på et samråd i retsudvalget, der kan vise sig at gøre en ende på hans ministertilværelse.

Morten Bødskov understreger dog, at han kun vil lægge trusselsvurderingen frem for Folketingets særlige kontroludvalg, hvor de fem største partier er repræsenteret.

Et flertal uden om regeringen har krævet, at Bødskov lægger trusselsvurderingen åbent frem.

Det skal ske, så offentligheden kan vurdere, om det kan retfærdiggøre justitsministerens beslutning om at opdigte en historie om, at Københavns politidirektør ikke kunne deltage i Christiania-besøget, og at det derfor burde udsættes.

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten - der i sidste ende afgør Morten Bødskovs fremtid som minister - er ikke repræsenteret i kontroludvalget.

Det er til gengæld Pia Kjærsgaard, som dermed har udsigt til at få indblik i hele trusselsvurderingen.

Ifølge Morten Bødskov vurderede Politiets Efterretningstjeneste dengang, at retsudvalget risikerede stenkast og kanonslag - en risiko, der ville blive forhøjet med Kjærsgaards deltagelse.

- Virkeligheden er, at nogen kunne være kommet til skade. I alle tilfælde havde det været mit ansvar som justitsminister, siger Bødskov.

- Men jeg burde have håndteret det her anderledes. Og så er jeg i øvrigt indstillet på, at Folketingets Kontroludvalg kan få den fulde orientering om det konkrete trusselsbillede, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV