Bøger og flimmerkasse giver sex baghjul i sengen

En ny måling om danskernes sengevaner, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for virksomheden Ringsted Dun, viser, at 50 procent nævner læsning og TV-kiggeri som det, de ud over at sove bruger mest tid på i soveværelset. Kun 30 procent nævner sex.

Sexolog Vivi Hollænder har en forklaring på, hvorfor bøger og flimmerkasse giver lagengymnastikken baghjul.

»Der er mange forskellige årsager til, at flere vælger at bruge de sidste timer i døgnet på at læse en god bog eller at se et afsnit af yndlingsserien i fjernsynet eller på iPad’en. Efter en travl og hektisk dag fyldt med pligter og gøremål kan det virke nærmest uoverskueligt og anstrengende at dyrke sex, og derfor finder mange det nok mere afslappende at læse eller se tv,« siger hun i en pressemeddelelse.

13 procent giver i undersøgelsen udtryk for, at de udelukkende bruger sengen til at sove i, og ingen af de adspurgte spiser, arbejder eller ryger i sengen.

Vivi Hollænder synes, det er positivt, at folk vil have ro og orden i soveværelset, men hun påpeger, at man med fordel kan se på indretningen af soveværelset, hvis man gerne vil banke pulsen i vejret inden sengetid:

»Soveværelset er ikke bare et rum, hvor vi tilbringer natten, og hvor vi skal genoplade batterierne, så vi kan vågne med ny energi. For de fleste mennesker er det også husets centrum for intimitet og erotisk nærvær, men desværre overser vi ofte, hvor vigtig rummets funktioner er for vores generelle velbefindende,« siger hun og uddyber:

»Soveværelset ender tit som et alternativt pulterkammer med vasketøjskurve og dårlig indretning. Hvis soveværelset skal bruges til andet end at sove i og indbyde til erotik og sanselighed, må man have det med i overvejelserne, når man indretter«.

Dagens Gossip