Boehner vil ikke være præsident: Jeg ryger og drikker

Republikanernes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, har ingen planer om at stille op til præsidentvalget i USA.

Han har ikke lyst til at stoppe med at drikke vin og ryge cigaretter for at få lov til at tage plads i det ovale værelse i Det Hvide Hus, siger toppolitikeren i NBC's "The Tonight Show with Jay Leno".

- Jeg kan lide at spille golf. Jeg kan lide at slå græsset selv. Jeg drikker rødvin. Jeg ryger cigaretter. Og det giver jeg ikke afkald på for at blive USA's præsident, siger John Boehner.

Republikaneren fortæller også, at han har et godt forhold til præsident Barack Obama på trods af deres politiske uoverensstemmelser.

- Men landet er blevet mere partipolitisk. En konsekvens af det er, at Kongressen er blevet mere opdelt, og der er mindre enighed, siger Boehner.

Flertalslederen i Repræsentanternes Hus indrømmer også over for talkshowværten Jay Leno, at der foregår mange magtkampe intern i Det Republikanske Parti.

Siden 2011 har Boehner især kæmpet en hård kamp med den konservative Tea Party-bevægelse i Repræsentanternes Hus.

- Det sjove ved de her såkaldte magtkampe er, at vi er alle enige om vores mål, siger Boehner.

- Vi mener, at Obamacare (Obamas sundhedsreform, red.) er dårlig for landet. Vi synes ikke, at vi skal bruge flere penge, end vi tjener. Vi mener, at præsidenten ignorerer lovene. Det hele er en kamp om taktik, tilføjer han.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip