Bøjer i vandet gav falsk alarm: Forsvundne fiskere savnes fortsat

Politiet rykkede onsdag eftermiddag ved 13.15-tiden ud til Hjelm Bugt øst for Hårbølle Havn på Møn. Meldingen lød på, at en borger havde fundet ligene af de to savnede fiskere, som har været forsvundet siden lørdag.

Men det var tale om falsk alarm. Det oplyser Sydsjællands - og Lolland Falsters Politi til Dagens.dk.

- Da vi får sat en båd i vandet og sejler derud, kan vi konstatere, at der er tale om to bøjer, der var indhyllet i ålegræs, siger vagtchef Stefan Jensen til Dagens.dk.

Nyheden om, at de to lig var fundet, nåede også pressen, før politiet kunne nå at bekræfte historien.

- Det var ikke noget, der kom fra os. Men vi bebrejder dem ikke noget. Som vores patrulje på stedet har forklaret det, så kunne det sagtens ligne to personer i vandet, forklarer Stefan Jensen.

Mændene forsvandt under en fisketur lørdag i tæt tåge i farvandet syd for Falster.

Begge er 50 år. De kommer fra henholdsvis Falster og Sydsjælland.

Ved 20-tiden lørdag deltog flere fartøjer i eftersøgningen af mændene, men efter seks timer var der fortsat intet spor af de to mænd.

Jollen blev fundet på en fiskeplads i en afstand af cirka 10 kilometer fra kysten.

Mændene var sejlet ud fra Hesnæs og havde planlagt at returnere om eftermiddagen lørdag.

Eftersøgningen fortsætter, oplyser politiet.

Dagens Gossip