Bøn fra Jamaicas bobhelte: Stop med at sende penge

Skrevet af admin

06/02/2014

Dagens topnyheder

Jamaicas bobslædehold er uden tvivl et af vinter-OL's mest populære indslag.

Det er blevet understreget af den indsamling, som fans af holdet har startet i kølvandet på, at de jamaicanske bobkøreres bagage blev væk under mellemlandinger i Philadelphia og JFK-lufthavnen i New York.

På ganske kort tid er næsten 80.000 dollar (næsten 450.000 kroner) blevet samlet ind til bobslædeholdet.

- Donationerne blev bare ved med at rulle ind. Vi måtte stoppe det. Vi har nu sendt en pressemeddelelse ud, om at folk ikke skal sende os penge, siger pilot i toerbobslæden Winston Watts.

- Vi vil ikke have, at folk tror, vi er grådige.

Watts fortæller i samme ombæring, at han drømmer om en dag at have sin landsmand - verdens hurtigste menneske - Usain Bolt med i slæden.

- Han kunne blive en meget god skubber, men der er bare en ting ved ham - han kan ikke lide kulde.

- Men han sagde på et tidspunkt: måske vil jeg prøve mig selv af Jamaicas bobslædehold. Det kunne være fantastisk at have ham på mit hold. Det ville være en super kombination med en stor, stærk fyr som mig og en hurtig mand som ham.

Watts og hans makker - bremseren Marvin Dixon - kom torsdag endelig på isen i Sotji efter at være blevet genforenet med deres forsvundne bagage.

Winston Watts deltog også ved OL i 1994, 1998 og i 2002.

/ritzau/