Børn dræbt for deres kropsdele op til valg i Uganda

Skrevet af admin

29/02/2016

Mest læste i dag

Seks børn blev dræbt og lemlæstet op til og umiddelbart efter Ugandas seneste præsident- og parlamentsvalg, fordi deres kropsdele tilsyneladende skulle bruges i ritualer, der skulle hjælpe nogle politikere med at vinde.

Det oplyser en kristen nødhjælpsorganisation, der arbejder for at fremme børns vilkår, mandag.

Drabene fandt ifølge organisationen sted mellem oktober sidste år, hvor valgkampen blev skudt i gang, og umiddelbart efter 18. februar, hvor valget fandt sted.

De seks børn skulle være blevet dræbt i distrikterne Mukono, Buikwe, Sembabule og Mubende i det centrale Uganda.

Ifølge en talsmand for organisationen, Shelin Kasozi, er det uvist, hvor gamle ofrene var.

- At ofre børn er almindeligt i en valgperiode, fordi gerningsmændene tror, at det bringer held at udgyde børnenes blod. Derfor mener vi, at drabene er valgrelaterede, siger talsmanden.

Imens siger lederen af den politienhed, der har ansvaret for sådanne hændelser, at der imidlertid ikke er nogle afgørende beviser for, at børnene er blevet dræbt som følge af valget.

Traditionelle healere, der praktiserer sort magi, mener, at kropsdele som eksempelvis tunger, kønsorganer og øjne bringer magt og rigdom.

/ritzau/dpa