Børn fra boglige hjem fylder godt på kvote 2

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

Kvote 2-systemet bliver ofte fremhævet som en ordning, der gør det muligt for unge fra mindre boglige hjem at kæmpe sig ind på drømmestudiet gennem relevant erhvervserfaring.

Men en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at virkeligheden er en anden.

Det skriver dagbladet Information torsdag.

- Kvote 2 har ikke bidraget til at øge bredden i den sociale rekruttering på de eftertragtede universitetsuddannelser, siger Jens-Peter Thomsen, der er seniorforsker og står bag undersøgelsen.

I undersøgelsen fremgår det, at forældrenes uddannelsesniveau ikke falder drastisk mellem kvote 1 og kvote 2, som det burde, hvis der skulle være en socialt udlignende effekt.

På nogle studier har de studerende, der bliver optaget gennem kvote 2, endda en endnu mere socialt privilegeret baggrund end dem, der bliver optaget via kvote 1.

Eksempelvis på studier som medicin og arkitektur er der flere sønner og døtre af læger og arkitekter blandt kvote 2'erne end blandt kvote 1'erne.

- Børn fra højtuddannede familier, der ikke lige har fået det snit, det krævede at komme ind på studiet, ved til gengæld, hvordan man skriver en ansøgning, og hvordan man performer til en samtale. De har nogle kulturelle kompetencer med hjemmefra, som giver dem en fordel, forklarer Jens-Peter Thomsen til Information.

Jacob Mark, der er uddannelsesordfører for SF, er ikke overrasket over konklusionerne i rapporten. Han mener, det er på tide at udvikle et mere effektivt system, der øger bredden på universiteterne.

- Kvote 2-systemet har givet plads til, at man kan blive optaget via samtaler og erfaringer, og det ser vi gerne, at optagelsessystemet bygger mere på, men i forhold til at hjælpe unge fra uddannelsesfremmede hjem, har det ikke virket godt nok.

Jacob Mark mener, at man bør indrette et system, der giver unge fra ikke-boglige hjem en ekstra fordel i optagelsessystemet.

- Hvis man vil gøre noget for unge fra uddannelsesfremmede hjem, så må man nærmest lave en kvote for dem og sige, at det tæller op, at man kommer fra et uddannelsesfremmet hjem, siger han.

/ritzau/