Børn i zombie-dragter røver måbende kioskmand, mens forældrene ser på

En norsk kioskejer fik sig torsdag aften noget af et chok, da børn udklædt i zombie-dragter røvede hans kiosk, skriver norske Dagbladet.

- Det var næsten surrealistisk. Børnene løb lige hen til hylderne med slik. De begyndte at forsyne sig og fylde alt, hvad de kunne, og så fandt jeg ud af, de ikke havde tænkt sig at betale for det, siger ejeren Svein Bråthen.

Han studser mest over, at selv børnenes forældre ikke reagerede, men blot så på, mens poderne tog for sig.

- De gjorde intet forsøg på at gribe ind, siger han.

Og da han forsøgte at standse børnene, gik det ikke som ventet.

- En mor sagde bare: Åh, du vil også have penge i dag, selv om det er Halloween? Og så forsvandt de bare uden betaling. Jeg var helt lammet, siger Svein Bråthen.

For ham er det ikke tabet af penge, der er det værste, det er, at ingen forældre greb ind. Da alle var udklædte under episoden, kan Bråthen ikke give signalement til politiet - og må derfor håbe på, at tyvene selv melder sig.

Dagens Gossip