Børn og unge kan være cirkusakrobater i efterårsferien

Skrevet af Elo Christoffersen

11/10/2013

Mest læste i dag

Børn i Kolding har ingen undskyldning for at kede sig i efterårsferien eller for at hænge flere døgn i træk foran skærmen. I samarbejde med Cirkus Dannebrog inviterer Værestedet Gademix hele ugen til cirkus-workshops med alt fra elefanter og linedans til musik og break dance.

Det store cirkustelt er allerede på plads på plænen ved KFUM-hallerne i Kolding. Elefanten, kamelen og ponyerne er også på vej. Og fra mandag til lørdag i næste uge kan børn og unge træne og lave cirkus sammen med professionelle artister og dygtige instruktører fra Street Miljøet.

Det er Værestedet Gademix i Koldings Sydvest-kvarter, som i samarbejde med Isabella Enoch fra Cirkus Danneborg, tilbyder en oplevelse ud over det sædvanlige. Fem dages cirkus-workshop i et ægte cirkustelt ved KFUM-hallerne.

- Vi skal bruge 100 børn og unge mellem 8 og 16 år, siger leder af Gademix, Hanne Andresen.

Bliv ven med Dagens Kolding på Facebook - Altid gratis nyheder

Designer Justian Kunz har lavet to kostumer: Et til den lille tryllekunstner og et til den smukke cirkusprinsesse. På Design- og Idrætsefterskolen Skamling har seks elever fremstillet de fineste dyredragter til et nummer med "vilde dyr".

Som noget helt særligt optræder John Schmidt & Co. med to sange i hver af de to forestillinger lørdag den 19. oktober klokken 13 og 16.

Der sælges billetter til den endelige forestilling hos Cirkus Gademix den 19. oktober.