Børn og unge samles i én sygehusafdeling

Skrevet af John Meyer

09/01/2013

Dagens topnyheder

Nu kan unge op til 18 år blive liggende på Sydvestjysk Sygehus’ nye Børne- og ungeafdeling. Ændringen skal gøre indlæggelsen lidt lettere for de unge over 15 år, som tidligere er blevet regnet for voksne. Nu kan de se frem til enestuer, hvor forældrene kan være med hele tiden.


Et lille skridt for Sydvestjysk Sygehus – men et stort et af slagsen for Børneafdelingen. Det vil sige den tidligere Børneafdeling, som fra 2013 rettelig hedder Børne- og ungeafdelingen. I den lille tilføjelse i navnet gemmer der sig en større udvidelse af målgruppen. Fra at have taget patienter til de er 15 år, vil Børne- og ungeafdelingen i fremtiden inkludere unge helt op til de er 18.


- Det er en stor forandring for os, selv om det umiddelbart kan lyde som en detalje i et navn. Vi får en helt ny gruppe patienter, og der er stor forskel på, hvordan man skal håndtere en på syv eller 17 år. En 17-årig har i højere grad ret til selv at bestemme, forklarer Christina Bjørn, der er ledende overlæge på Børne- og ungeafdelingen.


En helt ny opgave
Børne- og ungeafdelingen arbejder i øjeblikket med nogle små fysiske ændringer, så man bliver endnu bedre til at rumme den nye målgruppe. Mentalt er der også en opgave, som skal løses, forklarer Christina Bjørn:


- Lige som alle andre steder, hvor man laver forandringer, skaber det lidt usikkerhed til en begyndelse. Hvor meget ekstra travlhed giver det? Vi har selvfølgelig analyseret antallet og typen af indlæggelser i den nye målgruppe fra tidligere år, og vi er rustet til opgaven. Og vi glæder os til de nye udfordringer.