Børnecheck: Danmark er ved at miste status som EU-duks

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Danmark har normalt ligget i top, når EU-Kommissionen vurderer, hvilke lande der er flittigst til at gennemføre EU-regler.

Men den danske selvforståelse som duks blandt EU-landene bør revideres.

Det mener professor ved Københavns Universitet, Marlene Wind, efter at det i forbindelse med børnechecken er kommet frem, at Danmark igen er på kant med EU-reglerne.

- Jeg synes, der har efterhånden været en del sager, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om embedsmærket har været under pres, siger Marlene Wind.

I sagen om børnecheck til EU-borgere sagde Danmark i 2004 ja til en EU-forordning, der forbyder diskrimination i udbetalingen af sociale ydelser.

Alligevel indførte VK-regeringen i 2010 et optjeningsprincip, der skulle gøre det vanskeligere for EU-borgere at få adgang til danske børnepenge. Det skete selvom regeringen var blevet advarer om, at det var i strid med EU-forordningen.

Også i forbindelse med sagen om de danske grænsebomme og retten til familiesammenføring har Danmark inden for få år været på kant med EU, fremhæver Marlene Wind.

- I Metock-sagen gik der en lang årrække, hvor man undlod at fortælle EU-borgere, at de havde ret til familiesammenføring efter EU-reglerne, selvom man vidste, at man selv havde stemt for opholdsdirektivet i 2004, siger Marlene Wind.

Hun mener, at rækken af sager ændrer på billedet af Danmark som foregangsland, når det gælder at implementere og overholde EU-reglerne.

- Når vi underviser vores studerende i Danmarks implementering af EU-regler, så er vi nu over i en anden forståelse af Danmark som dukseland. Det er ikke der, vi er længere, og det har vi ikke været længe.

Spørgsmål: Hvor ligger vi så?

- Der er i hvert fald en tilbøjelighed til, at man prøver at være kreativ i forhold til fortolkning af reglerne. Sådan vil jeg sige det, siger Marlene Wind.

Skatteminister Morten Østergaard (R) forsøger i disse uger at samle flertal for et lovforslag, der skal bringe de danske regler i overensstemmelse med EU-reglerne.

De Konservative har forsøgt at samle et flertal bag et beslutningsforslag, der skal tvinge regeringen til at følge det danske optjeningsprincip i stedet for EU-retten, som den udlægges af de danske embedsmænd og EU-Kommissionen.

/ritzau/