Børnefamilier flygter fra sne og julestress

Sneen mod ruden er udskiftet med lyden af brusende bølger, andestegen ryger til fordel for tropiske frugter, og blå himmel erstatter stjerneklare frostnætter.

Sådan ser disse dage ud for rigtigt mange danske børnefamilier. Flere og flere børnefamilier rejser nemlig mod varmere himmelstrøg for at holde jul.

Sådan lyder det fra både Spies og Star Tours.

- Vi kan se på bookingmønsteret, at der faktisk er 20 procent flere børnefamilier, end der plejer at være, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star
Tours.

Det er julens mange feriedage og den dårlige sommer, der er grunden til børnefamiliernes rejselyst.

- Vi kan se efter en sommer, hvor det har været rigtigt dårligt vejr, at børnefamilierne har været ude og købe rejser meget tidligt, siger Torben Andersen fra Spies.

- De har lovet børnene noget sol og noget varme, og det bliver så her i julen, at det kommer, fortsætter han.

25.000 er væk på selve juleaften, oplyser Spies. Hos Star Tours melder man om 65.000 rejsende danskere over jul og nytår.

Og det kan være en god idé at flytte familien væk fra vante omgivelser - særligt for nogle familier. Det siger familierådgiver Vibeke Dalum.

- Julen er for mange familier en kompliceret og konfliktfyldt affære, både generationerne imellem og i forbindelse med skilsmisse. Så kan det være en måde at sige, at så gør vi noget helt andet, siger hun til Newspaq.

Hun tror iøvrigt, at det er familier, som ikke går så højt op i konventionerne, der skipper den danske jul til fordel for varmere himmelstrøg.

 

Dagens Gossip