Børnenes vagthund fik 520 klager i sit første leveår

I et år har danske børn haft deres egen vagthund i form af børnekontoret under Folketingets Ombudsmand.

Og i det første år har børnekontoret modtaget 520 klager, skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse.

- Vi plejer at sige, at man ikke skal vurdere os på antallet af sager og udtalelser, men på, om vi gør en forskel, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i meddelelsen.

- Jeg tillader mig alligevel at være godt tilfreds med, at så mange har fået øje på børnekontoret. Ikke mindst at cirka 10 procent af klagerne kommer direkte fra børn og unge, tilføjer han.

Tidligere har Folketingets Ombudsmand også modtaget klager vedrørende børn og unge. Men med oprettelsen af det særlige børnekontor er antallet af den slags sager fordoblet.

Børnekontoret har især koncentreret sig om de mest udsatte børn og unges rettigheder, siger kontorchef for børnekontoret, Bente Mundt. Det vil for eksempel sige børn, som er anbragt på en institution.

- Det er på døgninstitutionerne, at børn og unges rettigheder kan være under pres, meget sjældent i dagligdagen i en almindelig daginstitution, siger Bente Mundt i pressemeddelelsen.

Ud af de 520 sager kom 56 henvendelser direkte fra børnene eller de unge selv. Børnekontoret modtager også henvendelser fra voksne på vegne af børn, men tager selv mange af sagerne op.

- Vi kan ikke forvente, at alle børn og unge under 18 år kender ombudsmandens børnekontor. Derfor er det helt afgørende, at vi er proaktive og dels følger med i medierne, dels tager ud på tilsynsbesøg, siger Bente Mundt.

13 gange i løbet af året har medarbejdere fra børnekontoret været på tilsynsbesøg.

Børnekontoret har i flere sager skabt konkrete forbedringer for de udsatte børn og unge. For eksempel fik børnenes vagthund sat en stopper for Slagelse Kommunes praksis med at bruge et hotel i byen som akut overnatningssted for unge mellem 15 og 18 år.

I årets løb har børnekontoret også afdækket, at reglerne for brug af magt over for anbragte børn og unge er mangelfulde.

Det betyder blandt andet, at personale fratager børn og unge deres mobiltelefoner eller tvinger dem til at foretage urinprøver, uden at det egentlig er klart, om den slags tvang er lovlig.

- Derfor synes jeg, det er positivt, at Social-, Børne- og Integrationsministeriet har reageret på vores henvendelser ved at nedsætte et lovforberedende udvalg og taget initiativ til tre lovændringer, der ikke kan vente på udvalgets arbejde, siger Jørgen Steen Sørensen.

/ritzau/

Dagens Gossip