Børnesoldater hvervet fra Rwanda til Congo

Nogle af børnesoldaterne, der er i alderen fra 11 til 17 år, blev forinden trænet af Rwandas hær i op til to uger, sagde Dee Brillenburg Wurth, der står i front for beskyttelse af børns rettigheder under FNs fredbevarende mission i landet:

»De fik meget, meget sofistikeret træning, meget seriøs træning, nogle af dem af rwandere. Nogle af børnene troede, de blev rekrutteret af Rwandas forsvar, og de blev trænet i Rwanda, men så fandt de siden ud af, at de var i Congo«.

FN har interviewet 117 drenge, der var blevet rekrutteret af M23. 37 af dem var fra Rwanda. De har beskrevet, hvordan de blev rekrutteret af fodboldtrænere eller politibetjente, som selv tjente penge på hvervningen.

Børnene har desuden fortalt, at de regelmæssigt blev sendt i kamp, og at de så mange børn blive dræbt i kampe, eller at de selv havde slået ihjel.

Flere hundrede børn er fortsat børnesoldater i M23, sagde Dee Brillenburg Wurth lørdag.

FN har gentagne gange anklaget Rwanda for at yde støtte til M23s 18 måneder lange oprør i det østlige Congo.

Det har Rwandas regering afvist på det kraftigste.

Det primært tutsi-dominerede oprør har ifølge Reuters rødder helt tilbage til folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutuer dræbte omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer.

Dagens Gossip