Børnetøj provokerer: Piger er hjerteknusere - drenge er direktører

Skrevet af Michael Lauritsen

21/01/2014

Dagens topnyheder

Debatten om kønsbestemte roller raser i Norge. Det sker, efter det danske tøjfirma Name Its afdeling i landet har lavet en kollektion til børn, hvor piger er hjerteknusere klædt i lyserødt, og drenge er direktører, som går i blåt.

Kollektionen bliver debatteret på sociale medier, efter en blogger har luftet sin utilfredshed med det kønsopdelte tøj. Blogindlægget biver heftigt delt. Det skriver NRK.no.

Marianne Bjørnsgård, der er ansvarlig for Name It i Norge, maner til ro. Ifølge hende er kollektionen lavet for sjov.

- Vi havde naturligvis ikke regnet med, at det ville støde nogen. Vi synes, det er trist, at nogle kan sætte spørgsmålstegn ved vores holdninger, fordi vi har forsøgt at være humoristiske på nogle få produkter, siger hun til NRK.no.

Rigmor Haga, der er kvinden bag bloggen, Sinnadamen, har dog svært ved at se det sjove. Hele debatten begyndte, da hun skrev et kritisk indlæg på sin blog.

- En meget trist sans for humor. Det fører til bekræftelse af sterotyper, siger hun.

SE OGSÅ: Legetøjskæder: Drenge støvsuger - piger griller

Bloggeren undrer sig over, om folkene bag børnetøjet selv har små piger, og om de mon har sat sig ind i, hvordan det er at vokse op og konkurrere med unge direktører.

Og på sin blog har hun lagt et billede af tøjet, hvor hun skriver:

- Name It bør holde sig for gode til at bidrage med indoktrinering fra en tidlig alder. Nej. Vi købte intet tøj her. Vi fandt en anden butik. En, der ikke insinuerer, at man bør have en penis for at komme frem i verden.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Rigmor Haga mener ikke, Name It har humor, og bakkes op af flere kendte debattører. Blandt andre Vidar Kvalshaug fra forlaget Juritzen, der også er far til tre.

- Den dag, det opfattes som ironi, er vi nået langt, siger han

Han slår samtidig fast, at han mener, at Name It har dårlig humor.

Marianne Bjørnsgård fra Name It afviser, at virksomheden forsøger at bridrage til indoktrinering.