Børns angst skal behandles via internettet

Børn skal have hurtig hjælp til at behandle deres angst via internettet.

Århusianske forskere vil derfor udvikle et behandlingsprogram, som samtidig kan blive det første offentlige behandlingstilbud på området.

Angst er den hyppigste psykiske lidelse hos danske børn og unge. Mellem 2,5 og 5 procent af alle under 18 år er plaget af angst i alvorlig grad. Alligevel er der intet offentligt behandlingstilbud til dem.

Derfor står familier i kø for at få hjælp på Angstklinikken ved Aarhus Universitet.

Klinikken har de seneste to år forsket i behandling af børns og unges angst gennem kognitiv terapi. Projektet er netop afsluttet med positive resultater.

60-70 procent af børnene og de unge er sluppet af med angsten og lever normalt efter et gruppebehandlingsforløb.

Klinikken kan dog slet ikke imødekomme efterspørgslen. Aktuelt står 90 familier på venteliste.

Derfor sætter Angstklinikken nu med en støtte på 2,5 million kroner fra Trygfonden gang i udvikling af et internetbaseret behandlingsprogram til hjælp for angstplagede børn og unge.

- Vi vil afprøve resultatet af en billigere indsats, fordi vi også mener, at det er tilstrækkelig til en række unge angstpatienter, siger leder af Angstklinikken og professor i psykologi Mikael Thastum.

- Vi lægger ud på et niveau, hvor en stor gruppe ventes at få gavn af det. Men selvfølgelig vil være nogle, som har brug for gruppeterapi og i nogle sværere tilfælde også for individuel terapi. Men ideen er at starte nederst på terapitrappen, siger han.

Han peger på, at viser det sig, at behandlingen kan hjælpe mange familier, så er det et meget billigt tilbud med et stort potentiale til at kunne hjælpe rigtigt mange, og uanset hvor de bor.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV