Børns Vilkår: Ingen børn må frygte for det næste slag

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl er dybt rystet over, at så mange børn fortsat svigtes af voksne.

Ifølge en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har næsten hvert sjette barn været udsat for en eller anden form for vold i hjemmet i løbet af det seneste år.

- Det er meget skamfuldt, sårende og chokerende at blive slået af den, der burde passe på dig. Samtidig lærer man fra en tidlig alder, at vold er en okay måde at reagere på. Derfor har vold i barndommen ofte vidtrækkende konsekvenser både for en selv og for samfundet, siger Rasmus Kjeldahl.

Han er enig med socialminister Karen Ellemann (V) i, at lærere og pædagoger skal være opmærksomme og lave underretninger, hvis et barn bliver slået.

- Men også det nære miljø som naboer, familie og venner har et stort ansvar for ikke at vende det blinde øje til.

- Der vil altid være nogen, der er klar over, at den er gal, men som måske ikke ønsker at blande sig. Men at blande sig kan være måden at vende en negativ udvikling i et barns liv, siger han.

Han efterlyser flere kampagner, der kan slå fast, at det nu snart på 20. år er forbudt at slå børn.

- På Børnetelefonen taler vi hver dag med børn, der bliver rusket, slået med bælter og brændt med cigaretter. Vi hjælper børnene med at komme i sikkerhed og at turde fortælle om overgrebene til andre, som så kan inddrage myndighederne.

- Men vi oplever ofte, at det kommer bag på børnene, at det er forbudt for forældre at slå deres børn. Hvis vi skal stoppe vold mod børn, er det påkrævet, at der iværksættes oplysningskampagner rettet mod børn og unge.

- Børn skal vide, at det er forbudt at slå dem. Desuden er der brug for oplysning til forældre om, hvordan de tæller til ti frem for at miste besindelsen. Ingen børn skal frygte for, hvornår det næste slag falder, siger Rasmus Kjeldahl.

/ritzau/