Børns Vilkår: Kommuner må holde hånd under fattige børn

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Med indførelsen af det nye kontanthjælpsloft bliver der i mange familier, hvor en eller begge forældre er uden job, fremover færre penge at gøre godt med.

Derfor bør kommunerne give en ekstra hånd til familier på kontanthjælp, så lediges børn ikke fratages muligheden for at få sund skolemad, nyt tøj og et socialt liv på linje med deres klassekammerater.

Det siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår oven på regeringens vedtagelse af et nyt og lavere loft over kontanthjælpen.

- Vores oplevelse er, at når børnefamilier bliver fattigere, så går det ud over børnene.

- Jeg håber virkelig, at man ude i kommunerne vil have en stor opmærksomhed på børnenes situation i de her familier. Og måske også sætte ind med afbødende foranstaltninger.

Rasmus Kjeldahl forklarer, hvad der typisk sker i en familie med en i forvejen lav indkomst, når den får endnu færre penge til rådighed:

- Generelt er det ikke børnene, der holder først for.

- Men når man begynder at presse det helt ned på de niveauer, hvor man måske kan miste 10-20 procent eller mere af sin indkomst, er man først nødt til at sikre sig det allermest basale: at ens bolig er betalt, så man ikke bliver sat på gaden, og at der er mad.

- Men de ting, som børn skal bruge for at deltage i det sociale liv, herunder tøj, it og mobiltelefoner, er der altså nogle af de her familier, der ikke kan betale. Og det fører til social isolation.

Rasmus Kjeldahl kender eksempler på børn, der drives ud i kriminalitet eller prostitution, fordi de føler sig forpligtet til at hjælpe med at sikre familiens indkomst og ikke vil ligge familien til byrde.

- Der er faktisk eksempler fra Børnetelefonen på unge piger, der griber til prostitution, fordi de i forvejen også er udsatte og har svært ved at sætte grænser, fortæller han.

Rasmus Kjeldahl foreslår, at kommunerne tilbyder fattige børn gratis medlemskab i sportsklubber og hjælp til for eksempel tøj, mobiltelefoner og penge til klassekassen i skolen.

Københavns Kommune har ifølge Rasmus Kjeldahl vist et godt eksempel ved at indføre en ordning med gratis skolemad til fattige børn i kommunen.

Andre kommuner opererer med fritidskort, der giver udvalgte børn mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter.

/ritzau/