Børsting opfordrer pause i konflikten

Ifølge LO-formanden bør Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation suspendere lockouten af lærerne og indlede en ny runde forhandlinger.

»Det er en alvorlig konflikt. 50.000 lærere er ramt og rigtig mange danskere oplever konsekvenserne. I LO har vi forståelse for og sympati med lærernes situation. Men det ændrer ikke ved, at man bør finde en løsning ved forhandlingsbordet,« siger Børsting til TV 2 News.

»Jeg vil opfordre til, at parterne overvejer at suspendere lockouten og skabe rum for en ny seriøs forhandlingsrunde, hvor parterne giver sig tid til at finde en løsning,« siger han.

Det er ifølge LO ikke tidligere sket, at en lockout er blevet suspenderet, men det kan ske, hvis begge parter er enige om det.

»Jeg håber, parterne i en forhandling finder en løsning i respekt for både den danske model og vores folkeskole,« siger Harald Børsting til TV 2 News.

Dagens Gossip