Børsting: Virksomheder skal tage mere ansvar

Inden for den næste måned skal regeringens økonomiske ministre fremlægge forslag til en pakke, der skal forbedre den danske konkurrenceevne, men allerede nu kommer fagbevægelsen med en klar opfordring til regeringen og dansk erhvervsliv.

Harald Børsting, formand for LO, vil have erhvervslivet til at investere sine mange opsparede milliarder, så der kan skabes vækst. Det skriver Information.

- Virksomhederne bør sikre, at deres produktionsapparat er helt up to date, hvad angår den teknologiske udvikling, siger Børsting.

- Det kræver investeringer, som kan sikre konkurrenceevnen, øge produktiviteten og skabe arbejdspladser. Det mangler jeg at se fra erhvervslivet.

I 2007 havde de danske virksomheder ifølge Danmarks Statistik en opsparing på 24 milliarder kroner, men i løbet af fire år var den i 2011 vokset til omkring 165 milliarder kroner.

I alt over ni procent af BNP.

- Målet må være at få virksomhedernes opsparing ud at arbejde for bedre produktivitet og nye arbejdspladser - frem for at forblive som passiv og stigende opsparing, siger formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen.

Han påpeger, at virksomhederne af regeringen allerede har fået en hjælpende hånd i form af et investeringsvindue, som giver mulighed for at afskrive 115 procent af investeringerne.

Ifølge Claus Jensen, formand for Dansk Metal, er det problematisk, at de danske virksomheders investeringer gennem de seneste år er "tordnet nedad" sammenlignet med eksempelvis Sverige og Tyskland.

- Vores produktivitet og konkurrenceevne er ringe i forhold til de to lande, og noget indikerer, at det hænger sammen med manglende investeringer, advarer han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip