Bøsser og lesbiske festede i Uganda trods strenge love

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

De fleste bøsser og lesbiske i Uganda lever et liv i med deres seksualitet skjult for omverdenen.

I et land, hvor homoseksualitet kan straffes med fængsel, er det sjældent, at regnbueflag og kys mellem mænd ses et offentligt sted, men lørdag skete netop det på en strand nær hovedstaden Kampala.

Bannere med budskaber som "Jeg har et forhold til Jesus, og jeg er homoseksuel" blev båret med på en march, hvor cirka 70 personer deltog.

Gruppen dansede, sang og lod regnbueflag vaje over festlighederne på den afsides strand efter en uge med en række begivenheder, der skulle sætte fokus på landets skrappe syn på homoseksualitet.

Mange i Uganda er imod rettigheder til bøsser og lesbiske, og man kan som homoseksuel idømmes fængselsstraf for sin seksuelle orientering, skriver BBC.

Flere af deltagerne i lørdagens fest håber, at Uganda er på vej fremad, efter at en streng homolov i første omgang blev indført men siden kendt ugyldig sidste år.

Loven betød, at homoseksualitet ikke måtte "fremmes", og homoseksuelle kunne idømmes livsvarigt fængsel.

- Vi er her for at sende et budskab til samfundet om, at vi er her, og vi vil have rettigheder som alle andre ugandere, siger Moses Kimbugwe til Reuters.

Til trods for at mange homoseksuelle ser begivenheden som et "skridt i den rigtige retning", står glæden i skyggen af, at festen er nødt til at blive holdt på en isoleret strand.

En lesbisk kvinde fortæller til Reuters, at hun var glad for at kunne gå side om side med andre homoseksuelle, men hun ønsker alligevel at være anonym af frygt for at "blive opdaget".

- Jeg ville aldrig nogensinde afsløre min homoseksuelle livsstil til mine forældre eller venner. De ville vende ryggen til mig, siger hun til Reuters.

Tidligere på ugen har der også været en begivenhed for transkønnede og en "Mr. and Miss Pride"-konkurrence.

- For os er det en hyldest til dem, vi er, siger Richard Lusimbo, en af arrangørerne, til AFP.

/ritzau/