Bogklub og skolebøger til unge trækker ned hos Gyldendal

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

Hos forlaget Gyldendal rullede der lidt færre kroner i kassen i tredje kvartal.

Efter årets første ni måneder er der solgt bøger for i alt 542 millioner kroner mod en omsætning på 555 millioner kroner i samme periode af 2014, oplyser Gyldendal i en meddelelse til fondsbørsen.

- Salg af læremidler til grundskolerne, ikke mindst digitale læremidler, udviste vækst, hvorimod salg til ungdomsuddannelserne var udfordret. Omsætningen på det private marked var relativt stabil, bortset fra et fald i salg gennem bogklubber, lyder det.

Gyldendals resultat før skat efter årets første ni måneder er et overskud på 29 millioner kroner mod 35 millioner kroner i 2014.

Gyldendal fastholder forventningerne til årets resultat

Ledelsen forventer samlet set, at koncernen i regnskabsåret 2015 vil opnå en omsætning på cirka 800 millioner kroner, hvilket er lidt lavere end tidligere udmeldt.

Forlaget kan alligevel holde fast i forventningerne til 2015 om et resultat før skat, som er "lidt bedre" end i 2014, hvor det endte på 75,8 millioner kroner.

Gyldendal solgte i juli 2015 dattervirksomheden Nordisk Bog Center, som derfor ikke indgår i koncernens regnskab for de fortsættende aktiviteter, og resultaterne for tredje kvartal er justeret herefter.

/ritzau/