Bogligt svage strømmer til voksenuddannelser

En regulær lavine af bogligt svage unge skyller i disse tider ind over landets VUC'er.

Siden 2005 har antallet af VUC-studerende i alle aldre været stigende, men siden 2010 er unge-kurven fortsat med at stige, mens de andre stagnerer. Det viser en analyse fra tænketanken DEA.

Hos Lederforeningen i VUC kalder man det en solskinshistorie, at unge mellem 16 og 29 år fra såkaldte uddannelsesfremmede baggrunde, fylder klasselokalerne på landets voksenuddannelsescentre.

- Jeg synes, det er en positiv historie, der viser, at der faktisk er rigtigt mange af de her unge mennesker, som går ud af folkeskolen uden tilstrækkelige forudsætninger for at gå i gang med en uddannelse, som faktisk lykkedes af den her vej, siger formand Hans Jørgen Hansen.

Men de mange unge, som modsat VUC-studerende for blot tre år siden i høj grad benytter avu-kurserne som fuldtidsstudie, skaber store udfordringer for VUC-skolerne.

Ifølge tal fra VUC slår kursisternes ringe udgangspunkt for uddannelse nemlig ud i en høj frafaldsprocent - nogle steder helt op omkring 50 procent.

- Det er klart, at det skal anspore til at sige, hvad kan vi gøre endnu bedre. Det er jo lidt et spørgsmål om, hvor man sætter succesraten henne. Hvornår er det godt nok?, siger Hans Jørgen Hansen, som fortæller, at to tredjedele af dem, som gennemfører, kommer videre med noget "fornuftigt".

Han mener ikke, at løsningen på det store frafald er at sænke niveauet.

- Man kan sagtens sige, at de her unge har nogle faglige vanskeligheder, men de har så sandelig også en masse andre vanskeligheder med i bagagen som for eksempel ensomhed eller andre sociale problemer, siger han og fortsætter:

- Derfor handler det om at se på de steder, hvor man gør det rigtigt godt, og tage ved lære af den bedste praksis på området.

Udviklingen mod færre ældre og flere unge skyldes ifølge DEA en række politiske reformer siden 2006.

/ritzau/

Dagens Gossip