Boilesen er klar til at tage et nyt skridt i karrieren

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Det danske fodboldlandsholds venstreback Nicolai Boilesen er klar til at tage et nyt skridt i karrieren, hvis muligheden byder sig.

Backen understreger dog, at han ikke skifter væk fra Ajax, hvor han har et år tilbage af sin kontrakt, for enhver pris.

- Jeg synes selv, at jeg er klar til at tage et nyt skridt i min karriere, hvis muligheden byder sig. Men jeg har også sagt, at jeg ikke bare vil tage væk fra Ajax for en hvilken som helst anden klub.

- Vi må se, hvad der sker hen over sommeren, siger Nicolai Boilesen, der i disse dage er samlet med det danske landshold forud for en venskabskamp mod Montenegro næste mandag og EM-kvalifikationskampen mod Serbien 13. juni.

Spørgsmål: Har du nogle bestemte fokuspunkter spillemæssigt, som du vil forbedre for at gøre dig mere aktuel til et skifte?

- Det har man altid, uanset om man vil skifte til en større klub eller ej. Du kan altid forbedre dig som fodboldspiller med nogle små detaljer, siger Nicolai Boilesen.

Han peger blandt andet på at blive bedre med højrebenet og i defensiven, lige som timingen i spillet kan forbedres.

- Der er også noget konditionelt, som kan forbedres. Det er for eksempel at tage flere højintense løb i en kamp eller vælge de rigtige momenter. Det er noget, man bedst lærer ved at spille en masse kampe og få erfaring, siger venstrebacken.

23-årige Nicolai Boilesen har spillet i Ajax siden 2009, hvor han skiftede fra Brøndby. Siden er det blevet til over 70 kampe for Ajax' førstehold og 15 landskampe.

Den netop færdigspillede sæson ser danskeren dog ikke tilbage på med stor glæde.

- Sæsonen nede i Ajax har ikke været god personligt, men så sandelig heller ikke for holdet. Vi har haft en dårlig sæson, hvor vi er blevet nummer to. Det er aldrig godt nok, når man spiller i Ajax.

- Vi røg ret hurtigt ud af pokalen, Champions League og Europa League. Især Europa League gjorde rigtig ondt på os, hvor vi røg ud til Dnipro (i 1/8-finalen, red.). Der ville vi gerne være nået rigtig langt, siger Boilesen.

/ritzau/