Boilesen forklarer Ajax-exit: Klar til en større liga

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

En god klub i Premier League er en af mange muligheder for Nicolai Boilesen, som planlægger at forlade den hollandske storklub Ajax i sommerens transfervindue.

Landsholdets venstreback er parat til større udfordringer i fodboldkarrieren, og det er hovedårsag til det forventede skifte fra Ajax.

- Kort og godt har jeg været fem et halvt år i Ajax nu og spillet i hollandsk fodbold. Jeg føler, nu hvor jeg er blevet 23, at jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg gerne vil prøve noget nyt.

- Det er et stort ord at bruge, for det kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Jeg har altid sagt, at jeg godt kunne tænke mig at blive prøvet af i en større liga, siger Boilesen.

- Jeg har haft nogle rigtigt gode år og spillet hele min seniortid i Ajax. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og Ajax har en klar politik om, at enten skal man forlænge eller søge ny græsgange.

- Og efter nogle samtaler med Ajax har jeg valgt at søge nye græsgange, forklarer han.

Boilesen drømmer om at komme til en storklub. Det kunne være i England, men også i andre ligaer.

- Premier League er den mest kendte liga i verden. Men jeg har hele tiden sagt, at det ikke kommer an på, hvilket land det er.

- For mig handler det om, at jeg skal have en god mavefornemmelse med klubben, hvad der skal ske, og at det passer godt til mig som fodboldspiller. Så det er ikke et "must", at jeg skal til Premier League, fordi det er der, tingene sker, siger Boilesen.

Det er langt vigtigere, at Boilesen kan mærke, at en kommende klub tør satse på danskeren.

- Man kan aldrig blive garanteret spilletid. Men jeg skal have en følelse af, at klubben gerne vil have mig, fastslår han.

Det har dog langt fra været let at sige farvel til Amsterdam-klubben.

- Når, det handler om ens karriere, og når man skal tage et nyt skridt i livet, så er det altid noget, man skal overveje kraftigt. Det vil jeg i hvert fald råde folk til, at man gør.

- Det har også været en svær beslutning i min situation efter fem gode år, hvor jeg er blevet integreret fuldstændig. Jeg snakker sproget og har en masse gode venner, siger Boilesen.

/ritzau/