Boilesen klar til krig om back-plads

Nicolai Boilesen har trods sine kun 21 år allerede været igennem et sandt skadehelvede gennem halvandet år, men nu er han tilbage på fuld damp.

Ventetiden er overstået. I stedet kan danskeren se frem til comeback til førsteholdet, men det bliver ikke let. Pladsen er overtaget af en hollandsk landsholdsspiller.

Svært at komme tilbage

Samtidig skal det gode ry og tilliden bygges op på ny for venstrebacken hos det nykårede hollandske mesterhold, Ajax Amsterdam. Og det bliver svært. Det erkender han selv. For mens Nicolai Boilesen har genoptrænet, har en anden spiller grebet chancen i overbevisende stil. Manden er Daley Blind, der med sine gode præstationer bl.a. fik debut for det hollandske landshold i februar.

- Det bliver svært at komme tilbage. Selvfølgelig gør det det. Han har gjort det rigtig godt og er også en del af Hollands landshold, og vi ved jo alle, hvor godt et landshold det er. Jeg havde heller ikke forventet, at der ikke var en anden, der tog pladsen – eller tog over i hvert fald, når nu jeg har været ude i så lang tid, siger Nicolai Boilesen og fortsætter:

- Når man nu spiller i en stor klub som Ajax, er konkurrencen stor, men det ser jeg kun som en god ting. Men for mig er det største mål ikke at få ham slået af på nuværende tidspunkt. Det handler mere om at holde mig skadesfri og være klar til den nye sæson. Når det spillemæssige bliver bygget på, må vi se, hvad der sker.

Skader på skader

Fem måneder sad Nicolai Boilesen ude med en skade, og en februar-dag i fjor gjorde han endelig comeback. Den hurtige venstre back blev indskiftet i Europa League-opgøret mod Manchester United, men i kampens døende sekunder opstod endnu en skade. Denne gang skulle der gå 15 måneder, før han igen var tilbage i førsteholdstruppen.

Det skete i weekenden, da han fra bænken overværede Ajax Amsterdams sidste kamp i sæsonen.

- Det var rigtigt fedt. Også bare det at komme ind i den rytme igen, hvor vi tager på hotel dagen inden kamp og bare være en del af optakten. Det var kun dejligt og giver bare blod på tanden til at skulle være klar til næste sæson, siger Nicolai Boilesen, der ser frem til en tiltrængt sommerferie efter genoptræningen og flere reserveholdskampe.

- Jeg håber da, at jeg skal på en lille sommerferie på et tidspunkt og lige få tømt hovedet for et langt år med genoptræning. Lige få tømt tankerne og tænke på noget andet end fodbold og så komme med et friskt hoved og friske stænger til sæsonstart.

Dagens Gossip