Boilesen som Ajax-anfører: Råber ikke dobbelt så meget

Skrevet af admin

27/10/2014

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Nicolai Boilesen var gjort til anfører, da Ajax lørdag aften vandt 3-1 hjemme over Go Ahead Eagles i Æresdivisionen.

Den 22-årige dansker glæder sig over skulderklappet fra træner Frank de Boer.

- Selvom jeg ikke har spillet 120 kampe for Ajax, så har jeg længe været en del af holdet, siger Nicolai Boilesen til Ajax Life.

- Der er måske spillere med større udstråling, eller spillere der fremstår mere som anførere på tv. Men jeg kommer godt ud af det med alle på holdet, og jeg tror, jeg forstår, hvad træneren ønsker af os, siger han.

Nicolai Boilesen, der debuterede for Ajax i 2011, har dog ikke tænkt sig at ændre noget, hvis han igen i fremtiden skal vikariere som anfører.

- Jeg kommer ikke til at råbe dobbelt så meget med det samme, så vil ingen tage mig seriøst. Jeg råber altid, måske ikke så meget, men når jeg skal. Sådan gør jeg. Andre gør det måske på en anden måde, siger danskeren.

/ritzau/