Boko Haram har dræbt 32 soldater i Niger

Skrevet af admin

04/06/2016

Dagens topnyheder

32 soldater meldes dræbt, efter at militsfolk fra den militante, islamiske bevægelse Boko Haram har angrebet en militærpost i byen Bosso ved Nigers grænse til Nigeria.

Det siger Nigers forsvarsministerium.

Der er tale om et af de mest dødelige angreb, som Boko Haram har gennemført mod Nigers hær.

Ifølge en erklæring fra Forsvarsministeriet skete angrebet fredag aften.

Ministeriet siger, at hundredvis af militsfolk angreb militærposten. Det foreløbige tabstal siger, at 30 soldater fra Niger blev dræbt, mens også to nigerianske soldater blev dræbt.

Der er meldt om 67 sårede.

- På fjendens side blev adskillige dræbte og sårede fjernet, hedder det i Forsvarsministeriets erklæring.

- Boko Haram fik effektivt kontrol med byen midlertidigt, men nu er de trængt væk igen, siger en sikkerhedskilde.

Imens siger hæren i Nigeria, at det under kampe med Boko Haram i den nordøstlige delstat Borno har dræbt 19 militsfolk.

To nigerianske soldater skal være såret af skud.

Boko Haram har i syv år gjort oprør i Nigeria og kæmpet for en islamisk stat i den nordøstlige del af landet.

Siden februar 2015 har Niger også været plaget af de militante islamister, som gennemfører angreb i landet.

Siden 2009, da oprøret tog fart, er omkring 2,1 millioner mennesker trængt væk fra deres hjem i det nordøstlige Nigeria.

Tusindvis af mennesker er blevet dræbt, ofte ved bombeattentater, og Boko Haram har bortført hundredvis af mennesker, herunder skolepiger.

/ritzau/AFP