Bokser testet positiv for doping efter Kessler-kamp

Den 38-årige super-mellemvægts-bokser, Brian Magee, blev umiddelbart efter sin kamp mod danske Mikkel Kessler i Herning i december sidste år testet positiv for det forbudte stof, Oxilofrine.

Det er det samme stof, som den jamaicanske sprinter, Asafa Powell, blev testet positiv for i sidste uge. Oxilofrine øger bl.a. produktionen af adrenalin og styrker atletens udholdenhed.

Lige lidt hjalp det dog for den nordirske bokser, der allerede knækkede sammen i tredje omgang i titelkampen om WBA Super Mellemvægts-bæltet. Mikkel Kessler sejrede på en teknisk knockout.

Magee er blevet idømt en seks måneder lang karantæne af det britiske antidoping-agentur. Udelukkelsen begyndte 30. januar og udløber således i slutningen af denne måned.

Magee selv er dybt overrasket over den positive dopingtest

- Jeg troede helt ærligt, at nogen lavede sjov med mig, siger han til den irske avis Irish Independent.

- Jeg er blevet testet 30 eller 40 gange i min karriere og er aldrig blevet testet positiv. Jeg har altid været ekstremt forsigtig med, hvad jeg har taget, og jeg gjorde ikke noget anderledes før Kessler-kampen, siger Brian Magee.

Magee siger også, at han har planer om at gå i ringen igen.

 

 

 

Dagens Gossip