Bokser tjener 83.000 kroner i sekundet

Skrevet af Jens Simonsen

25/08/2014

Dagens topnyheder

Det anslås at Floyd Mayweather Jr. har tjent over to milliarder kroner i løbet af karrien. Alligevel har han haft problemer med at kunne betale regningerne. Det skriver Aftonbladet.

I 2007 skyldte han 32 millioner kroner til det amerikanske skattevæsen. Allerede i 2009 var den gal igen. Denne gang skyldte den pensionerede bokser dog “kun” 18 millioner kroner i ubetalt skat.

Rygtet vil derfor vide, at grunden til hans comeback til bokseverdenen i 2009 skyldtes, at han ikke kunne betale skattevæsnet. Men det er måske heller ikke nogen helt dårlig forretning. Timelønnen er i hvert fald usædvanligt god, hvis man skal tro Mayweathers twitterkonto.

Her lagde han nemlig et billede op af to checks med teksten: "Read this $72,276,000.00. God bless.” Pengene tjente han på to boksekampe mod Saul “Canelo” Alvarex i september 2013 og Marcos Maidana tilbage i maj måned.

Omregnet til danske forhold svarer det til cirka 406 millioner kroner. Men pengeregnen stopper ikke her. Den 13. september skal han bokse mod Maidana igen. Den kamp ventes at indbringe ham yderligere 171 millioner kroner.

Det beløb er dog stadig småpenge i forhold til det, der kan vente ham næste år. Han har nemlig udfordret den engelske bokser Amir Kahn til en dyst. Hvis den dyst bliver en realitet, kan vi nok forvente en ny formueberegning, som den han lavede efter sin seneste kamp mod Maidana.

På sin Instagramkonto skrev han ved den lejlighed: $14,815 per second, $888,889 per minute, $2,666,667 per round, $32 million in 36 minutes.

På dansk betyder det 83.250 kroner i sekundet, 5 millioner kroner i minuttet, 15 millioner per runde, 180 millioner på 36 minutter.

Så nu griner han nok hele vejen ned til banken.