Boksetalent får ny modstander med stort løbepensum

Når den ubesejrede bokser Abdul Khattab den 29. november går i ringen i Falconer Salen på Frederiksberg, får han italiensk modstand.

Det er helt efter planen, men det er det til gengæld ikke, at den danske mellemvægters modstander ved Nordic Fight Night-stævnet hedder Gaetano Nespro.

21-årige Khattab skulle egentlig have mødt Salvatore Annunziata, som imidlertid har trukket sig fra kampen.

34-årige Gaetano Nespro har en enkelt gang tidligere bokset på dansk jord. Det var i maj 2012, hvor han tabte på point til Patrick Nielsen efter seks omgange i Parken.

- Det bliver meget interessant at stå over for en af Patricks tidligere modstandere. Jeg husker tydeligt hans kamp mod Nespro. Det var en frustrerende kamp for Patrick, siger Abdul Khattab.

En stor del af Gaetano Nespros kamp mod Patrick Nielsen foregik i løbetempo, hvor italieneren drønede rundt i ringen i forsøget på at undgå danskerens slag.

Han fik undervejs gjort Patrick Nielsen godt gal i skralden. Faktisk så gal, at danskeren slog italieneren efter afslutningen på tredje omgang.

Gaetano Nespro har siden den kamp vundet to kampe og tabt en enkelt. Hans rekordliste som professionel lyder på 21 sejre, 10 nederlag og 1 uafgjort kamp.

- Nespro er god defensiv, meget mobil, men bakker meget i ringen. Det handler om at undgå at komme i slagsmål med ham og i stedet afskære ham og tvinge ham ind i ringhjørnet, siger Abdul Khattab.

Danskeren har vundet alle sine otte kampe som professionel hidtil i karrieren.

/ritzau/

Dagens Gossip