Bolaños får advarsel af Solbakken

Der var en simpel årsag til, at Christian Bolaños ikke var med i søndagens FC København-trup mod Sønderjyske.

Costaricaneren er ikke god nok i øjeblikket, og det har han fået at vide af FCK-træner Ståle Solbakken.

- Bolaños var banens bedste mod Viborg. Han gjorde det rigtigt godt mod Juventus, og han gjorde det fornuftigt mod FC Vestsjælland.

- Men i de sidste par kampe har det ikke været godt nok, og han fik en advarsel før Real Madrid-kampen om, at han måtte komme op i gear. Men det indhop, han leverede dernede, var ikke godt nok, siger Solbakken.

Den norske træner har derfor taget en alvorlig snak med Bolaños, som han selv hentede til klubben i 2010.

- Jeg har sagt til ham: Nu har du god tid til at tænke på flyet, når du skal hele vejen til Costa Rica. For hvis du ikke spiller på dette hold, så spiller du heller ikke VM til sommer. Så simpelt er det.

- Hvis ikke han kommer på holdet her, så bliver det svært for Costa Ricas landstræner at udtage "Bola", forklarer Solbakken før den kommende landskamppause og tilføjer:

- Jeg elsker "Bola". Jeg købte ham. Og han præsterede næsten ikke en dårlig kamp, da jeg var her sidst. Jeg elsker drengen, han er en af mine favoritspillere, men det hjælper jo ikke, hvis han ikke præsterer.

I stedet for Bolaños spillede Rurik Gislason på højrekanten mod Sønderjyske, og han scorede et flot mål i FCK's 2-1-sejr.

- Bolaños har reageret professionelt. Han er meget enig. Han har sagt, at han kommer stærkt tilbage. Så må vi kigge på det efter landskamppausen, om han gør det, siger Solbakken.

Ud over Bolaños var angriberen Marvin Pourie og forsvarsspilleren Kris Stadsgaard heller ikke med i FCK-truppen, og det har samme årsag.

- Fordi de dags dato ikke er gode nok. Der var 18 spillere, som lige nu er bedre end dem. Til denne kamp følte jeg, at der var 18 spillere, som var bedre end dem, siger Solbakken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip