Bolig: Det er blevet billigere at købe sommerhus

Skrevet af Boligsiden.dk

19/11/2013

Dagens topnyheder

Vintertid er ikke den tid på året, hvor flest vælger at se på sommerhus. Det er en skam, for ikke bare er priserne faldet yderligere en tand i oktober måned, ifølge Boligsidens Markedsindeks, der er også stadig rigtig mange sommerhuse til salg til trods for, at vi snart går ind i den første vintermåned.

I oktober måned faldt sommerhuspriserne på landsplan, mest i Region Nordjylland, mens priserne steg i Region Midtjylland og Sjælland.

På trods af prisstigningen i Region Sjælland er det stadig her, det er absolut billigst at købe sommerhus.

Her koster et gennemsnitligt sommerhus på 75 kvadratmeter 920.000 kr., mens samme gennemsnitshus i Region Syddanmark, der har de højeste kvadratmeterpriser, er oppe på 1,2 millioner kroner.

Skal sommerhuset være billigere, er der over 800 sommerhuse at vælge imellem til en udbudspris på under 500.000 kr. på Boligsiden.dk.

Halv pris i Aalborg

Hvis du skal have dig et billigt sommerhus, skal du som tommelfingerregel holde dig fra Varde Kommune.

Her er det den eftertragtede Vesterhavskyst og sommerhusområderne i Blåvand og Vejers Strand, der trækker kvadratmeterpriserne op på et gennemsnit, der nærmer sig 18.000 kr.

Endnu dyrere bliver det i Frederikshavn Kommune, hvor priserne i Skagen uden tvivl er med til at trække niveauet op over 18.000 kr. pr. kvadratmeter.

Aalborg er en af de kommuner, der, ud over at have et stort udbud af sommerhuse til salg, også lokker med rigtig lave priser på lige godt 9.000 kr. pr. kvadratmeter. Her koster sommerhuset på 75 kvadratmeter 695.000 kr. – altså det halve af, hvad prisen er i Varde eller Frederikshavn kommuner.

Over 12.000 huse at vælge imellem

Udbuddet af sommerhuse slog rekord i forsommeren i år og er kun faldet en smule i efteråret. Trods det lille fald, er der langt flere sommerhuse at vælge imellem over hele landet i dag end for et år siden. 

Slaraffenland for sommerhuskøbere ligger i Odsherred, der er den kommune med absolut flest sommerhuse til salg. Her er der langt over 800 at vælge imellem.

På anden- og tredjepladsen kommer Varde og Jammerbugt Kommuner med godt 600 sommerhuse til salg i hver kommune.

Vil du til Aalborg med de lave priser, er der lige knap 500 sommerhuse at vælge imellem. 

- Det har været spændende at følge sommerhusudviklingen i 2013. Især på grund af det stærkt stigende udbud, der helt klart er udsprunget af de positive tendenser på boligmarkedet. Det har stået meget stille for sommerhusene i lang tid, men i år har der været grund til forsigtig optimisme for sommerhusejerne. Det kommer også køberne til gode i kraft af at de får langt flere sommerhuse at vælge imellem. Sommerhussælgerne har dog været nogle hårde nysere at forhandle med i år. Der er givet en del mindre i rabat end for et år siden. Men til gengæld har priserne altså i gennemsnit været lidt lavere end sidste år, forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk