Boligdirektør afviser lukning og fyringer

Der har i dag været afholdt et møde, hvor medarbejderne i Scandia Housing har fået dårligt nyt, oplyser kilder til Newspaq.

Ifølge kilder, der har været til medarbejdermødet, er boligudlejningsselskabet i pengenød og alle cirka 50 medarbejdere står til at miste jobbet.

Det er nu lykkedes Newspaq at få kontakt til direktør for Scandia Housing, Peter Høyer.

Han erkender, at der er problemer, men afviser de ansattes udmeldinger fra mødet.

- Mig bekendt er vi ikke ved at lukke, jeg burde af alle mennesker nok vide det, hvis det var tilfældet, siger Peter Høyer til Newspaq.

På mødet har de ansatte fået at vide, at Peter Høyer er forsvundet og at pengene i selskabet er væk.

- Jeg befinder mig i London, rygterne om, at jeg ikke er til at komme i kontakt med er ikke sande. Vi taler jo sammen nu, siger han.

- Jeg får nok omkring 400 opkald om dagen, så jeg kan naturligvis ikke besvare dem alle.

Han erkender dog, at Scandia Housing har svært ved at udbetale penge i øjeblikket.

- Det skyldes tekniske fejl. Rent tekniske fejl. Der er penge til alle, der mangler dem, forklarer Peter Høyer.

Scandia Housing udlejer boliger og formidler udlejning af boliger imellem boligejere og lejere.

På selskabets Facebook-side, der i dag er forsvundet, har adskillelige kunder beklaget sig over, at de ikke får deres penge.

 

Dagens Gossip

Dagens TV