Boligejerforening: Boligskattestop var et valgløfte

Skrevet af admin

15/02/2016

Mest læste i dag

Man kunne ikke høre det på to måder under valgkampen: Fastfrysningen af boligskatten var sikret indtil 2025. Og alt mindre end det vil være at løbe fra sit løfte. Det er formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskærs, klare opfattelse.

- Efter vores opfattelse forstod jeg helt klart i valgkampen, at både Socialdemokratiet og de borgerlige partier sagde, at der var en sikring indtil 2025. Den lovning på skattestop, som Venstre kom med, den går jeg ud fra, at de holder, siger han til Ritzau.

Han tror, at det er politisk teater, når finansministeren over for Børsen mandag siger, at fastfrysningen af ejendomsværdiskatten fra 2020 "er et forhandlingsspørgsmål."

- Jeg ser det her, som et spil omkring de skatteforhandlinger, der skal være, hvor man har taget ejendomsvurderingen og ejendomsskatterne ind. Det er lige på kanten af, hvad tilliden til regeringen kan holde til, siger Allan Malskær.

- Jeg synes, at det burde regeringen holde sig for god til. De ved, hvor følsomt det her er for deres egne vælgere.

Der er på nuværende tidspunkt en bred politisk aftale frem mod 2020 om en fastfrysning af ejendomsværdiskatten. Under valgkampen sidste år foreslog De Radikales leder, Morten Østergaard, at den skat skulle følge lønudviklingen, når aftalen udløb i 2020.

Det blev mødt med klare afvisninger fra Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative og Liberal Alliance, der alle ville forlænge fastfrysningen frem til 2025.

Det løfte mener Allan Malskær stadig, at boligejerne kan have tillid til.

- Jeg håber virkelig, at boligejerne og de kommende købere kan se, at det her er politisk spilfægteri, hvor man prøver at bringe sig i en bedre position forud for de skatteforhandlinger, der skal være, siger han.

- Der findes et klart tilsagn fra Venstre og Socialdemokraterne, om at boligejerne skattemæssigt er fredet indtil 2025. Jeg kan ikke drømme om, at nogle vil pille ved det.

/ritzau/