Boligkøbere tror på store prisnedslag

Danskerne har urealistiske forventninger til, hvor meget de kan slå af prisen, når de handler bolig.

Faktisk forventer hver tredje boligkøber at kunne slå 10 procent af prisen, mens hver fjerde bolig faktisk bliver solgt til prisen eller dyrere. Det viser en opgørelse, som Boligsiden.dk har lavet.

»10 procent er langt mere, end der gennemsnitligt bliver givet. Naturligvis er nogle med til at hive gennemsnittet op, men mange bliver slemt skuffede, hvis de tror, nedslagene er så store,« siger kommunikationsdirektør Birgit Daez fra Boligsiden.dk.

Ud af alle bolighandler i andet kvartal blev der i gennemsnit slået fem procent af prisen på huse.

Ifølge Boligsiden.dk kan der slås et par procent mindre af prisen i København sammenlignet med resten af landet, og rundt om hovedstaden sælges boligerne med de mindste nedslag.

I Lolland Kommune fik boligkøberne i august gennemsnitligt 15 procent nedslag på villaer og rækkehuse.

Dagens Gossip