Boligrente falder endnu et nøk efter græsk valg

Oppositionspartiet Syrizas valgsejr i Grækenland betyder, at de danske boligejere kan glæde sig over endnu billigere renter på deres fastforrentede lån, og at argumenterne for en konvertering bliver endnu stærkere.

Mandag sneg kursen på det 30-årige fastforrentede lån med en kuponrente på 2 procent sig et pænt stykke over 98.

Samme dag debuterede den tilsvarende afdragsfri obligation med en kurs i underkanten af 97.

Dermed har det aldrig været billigere at låne penge til fast ejendom herhjemme.

Alligevel forventer cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark ikke noget stort ryk de sidste dage inden deadline for konvertering 31. januar.

- Jeg tror, at de fleste, som har været inde i billedet til at konvertere, allerede har indhentet tilbud. Resten venter nok og ser, hvordan renten udvikler sig de kommende måneder, siger han.

Hos Nordea Kredit regner boligøkonom Lise Nytoft Bergmann heller ikke med en sidsteøjebliks-bølge af låneomlægninger. Men hun opfordrer tvivlerne til at rykke hurtigt.

- Selve papirarbejdet omkring en låneomlægning tager ikke lang tid, men man skylder sig selv at være grundig i sådan en situation.

- Inden man trykker hovedløst på en knap, er det vigtigt at få sin økonomi kigget igennem af en rådgiver. Og medmindre man har en meget fleksibel kalender, kan det knibe med at få lavet en aftale med kort varsel, siger hun.

Når uroen i Europa kan få kurserne på danske realkreditobligationer til at gå i vejret, skyldes det, at investorerne søger mod Danmark, fordi vores økonomi opfattes som værende mere sikker end eurozonens.

/ritzau/

Dagens Gossip