Bollywood-skuespillerinde har hængt sig selv

Bollywood-skuespillerinden Jiah Khan er fundet død i sit hjem i Mumbai.

Det oplyser det indiske politi, ifølge Reuters.

En anonym repræsentant fra politiet siger, at liget af den 25-årige skuespillerinde blev fundet i en lejlighed i Mumbais Juhu-kvarter sent mandag.

Ifølge Reuters blev skuespillerinden fundet hængt i sit værelse ved hendes mor.

Der er ikke fundet noget afskedsbrev. Alligevel betragter politiet ikke dødsfaldet som mistænkeligt.

Jiah Khan, hvis rigtige navn er Nafisa Khan, blev født i New York og voksede op i London, før hun flyttede til Mumbai.

Hun begyndte sin karriere i Mumbais filmindustri i 2007 med filmen "Nishabd", hvor hun portrætterede en teenager, som var forelsket i sin bedste vens far.

I sin korte karriere nåede hun at optræde med en del andre Bollywood-stjerner. Herunder Aamir Khan og Akshay Kumar.

Khan optrådte sidst i komedien "Housefull" fra 2010, hvor hun spillede en birolle.

Dagens Gossip