Bolt om perfekt start: Det kostede mig sejren

Jamaicas Usain Bolt led torsdag et af sine meget sjældne nederlag på 100 meter-distancen ved Diamond League-stævnet i Rom.

Verdensrekordholderen og den seksdobbelte OL-guldvinder mener, at han tog for let på tingene efter en ellers vellykket start, hvor han var hurtigst ude af startblokkene.

- Det var latterligt - jeg fik en perfekt start, men mit femte skridt var lidt dårligt, og jeg satte en smule til, siger Bolt.

- Jeg tror, det var den perfekte start, som kostede mig sejren. I sidste ende var det bare ikke mit løb, men i det mindste kom jeg under 10 sekunder, tilføjer han.

Det 26-årige sprintfænomen, som siden sæsonstarten har været besværet af en mindre forstrækning, blev noteret for en tid på ni sekunder og 95 hundreddele. En hundreddel langsommere end amerikaneren Justin Gatlin.

- Jeg mærkede intet til forstrækningen under løbet, men var en smule øm bagefter. Men det bekymrer mig ikke, siger Bolt.

Hans forrige nederlag på distancen var ved sidste års jamaicanske mesterskaber, da landsmanden Yohan Blake kom først over stregen.

Få uger senere vandt Usain Bolt guld ved OL i London med verdens næsthurtigste tid på 9,63 sekunder.

Bolt er indehaver af verdensrekorden på 100 meteren. Den blev sat ved VM i 2009, hvor han tilbagelagde atletikkens måske mest prestigefyldte disciplin på ni sekunder og 58 hundreddele.

Bolt lå forrest i Rom, men efter cirka 50 meter overtog Gatlin føringen. Amerikaneren har i denne sæson også vundet i Doha i Qatar og Eugene i Oregon i USA.

Det var Bolts kun andet løb i år. I maj vandt han på Cayman Islands i tiden 10,09 sekunder.

- Det er fortsat meget tidligt på sæsonen. Jeg skal bare have tingene på plads inden verdensmesterskaberne, siger Bolt.

VM i atletik afvikles i august i Moskva.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV