Bolt videre i smerter

Bolt vandt sit heat uden på nogen måde at være presset  i 20,66, men efterfølgende fortalte han, at han stadig havde smerter i foden efter at have tabt en startblok ned over den tidligere på ugen.

- Min fod har det bedre. Den var øm, men vi har arbejdet med den i fire dage, fortalte han bagefter.

Bolt havde det svært med at skulle løbe så tidligt om morgenen.

- Jeg er ikke rigtigt et morgenmenneske, så jeg er bare glad for at gå videre, sagde Bolt, der kun fik noteret den 21. hurtigste tid blandt løberne i de indledende heat.

Briten Adam Gemili og sydafrikanske Anaso Jobadwana var hurtigst af alle i de indledende heat, hvor de begge fik noteret 20,17.

Fredag aften 17.40 dansk tid er der semifinaler, hvor de to hurtigste fra hver af de tre heat går videre samt de to hurtigste tider. Finalen løbes lørdag aften kl. 18.10.

Dagens Gossip