Bolt viser VM-form med hurtig vindertid i London

Skrevet af admin

25/07/2015

Mest læste i dag

Usain Bolt har døjet med skader i denne sæson, og med en tid på 10,12 sekunder på 100-meteren som sin hidtil bedste i år inden fredag, var der stor spænding omkring, i hvilken forfatning historiens hurtigste mand kom til Diamond League-stævnet i London.

Men Bolt beviste, at han er godt på vej mod den form, der skal sikre ham guld ved VM i Beijing om en måneds tid.

Jamaicaneren vandt sikkert sit semifinaleheat i tiden 9,87 sekunder, og tiden gentog han i finalen, hvilket var tre hundreddele hurtigere end nummer to, amerikaneren Michael Rodgers.

Nummer tre blev Bolts landsmand Kemar Bailey-Cole i tiden 9,92 sekunder.

Usain Bolts formodet største konkurrent til VM-titlen, amerikaneren Justin Gatlin, var ikke til start i London, så opgøret mellem de to stjerner må sandsynligvis vente til VM.

Det er stadig Gatlin, som er indehaver af årets hurtigste tid med 9,74 sekunder, men Bolt kan stadig bryste sig af at sidde på verdensrekorden med 9,58 sekunder.

Den hurtige jamaicaner er desuden forsvarende verdens- og olympisk mester på atletikkens kongedistance.

/ritzau/