Bombe eksploderer uden for svensk konsulat i Libyen

Skrevet af admin

11/10/2013

Mest læste i dag

En bilbombe er fredag eksploderet uden for det svenske konsulat i den østlige del af den libyske by Benghazi.

Der er ingen meldinger om sårede, men bygningens facade og nærliggende huse er blevet beskadiget, oplyser øjenvidner til nyhedsbureauet Reuters. Ingen danskere formodes at være ramt af bomben.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til, at der skulle være danskere i nærheden, siger chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, til Ritzau.

En medarbejder hos det svenske udenrigsministeriums pressetjeneste bekræfter over for det svenske nyhedsbureau TT, at der har været eksplosioner uden for konsulatet.

Vinduer er blevet slået i stykker, men ingen svenskere er kommet til skade, oplyses det.

- Vi skal naturligvis undersøge situationen. Vi har ingen personskader inde i konsulatet, siger den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, til TT.

I første omgang kom det frem, at det danske konsulat ligger i samme bygning som det svenske. Men Danmarks Udenrigsministerium oplyser til Ritzau, at der ikke ligger noget dansk konsulat i Benghazi.

Ifølge TT er det svenske konsulat lukket, da det er fredag og dermed fridag i dele af den muslimske verden.

Der er endnu ingen, der har taget skylden for bilbomben, som følger efter torsdagens bortførelse af Libyens premierminister, Ali Zeidan.

Her tog en gruppe mænd premierministeren til fange. Det skete angiveligt som hævn for, at den libyske regering havde kendskab til en amerikansk aktion i landet i sidste uge, hvor en topterrorist fra al-Qaeda blev taget til fanget.

Zeidan var dog kun bortført i få timer, inden han blev frigivet, og han slap uskadt fra sit møde med bortførerne.

/ritzau/Reuters