Bombe fra irakisk kampfly løsner sig og dræber syv civile

Mindst syv mennesker har mistet livet i Bagdad i Irak, efter at en bombe fra et irakisk kampfly løsnede sig, faldt og detonerede efter en teknisk fejl.

Ifølge embedsmænd faldt bomben mandag og eksploderede på grund af et "teknisk problem," lyder det.

Det skriver AFP.

- En af bomberne sad fast på grund af et teknisk problem og under dets (flyets red.) tilbagevenden til basen, faldt bomben ned og ramte tre huse i Bagdad, siger brigadegeneral Saad Maan i en udtalelse.

Det er sparsomt med yderligere oplysninger, ligesom det endnu ikke står klart, hvordan ulykken kunne finde sted.

Antallet af dræbte og sårede er ikke bekræftet fra officiel side.

Ifølge lokale beboere er flere huse blevet ødelagt i distriktet i den østlige del af byen Bagdad.

Det irakiske luftvåben er i hårde kampe mod militante fra Islamisk Stat, som kontrollerer større områder i det vestlige og nordvestlige Irak.

Bagdad er under regeringens kontrol, men har været ramt af flere selvmordsangreb og bilbomber, som er rettet mod hovedsageligt civile, shiamuslimske mål.

/ritzau/

Dagens Gossip