Bombe på markedsplads i Pakistan dræber mindst 10

Skrevet af admin

13/12/2015

Dagens topnyheder

Mindst 10 mennesker blev søndag dræbt ved et bombeangreb på et marked i Parachinar i Pakistan, oplyser politiet i området til AFP. Over 30 blev såret ved bombeeksplosionen.

Bomben blev bragt til sprængning på en travl markedsplads i Parachinar i den shiadominerede Kurram-region i den nordvestlige del af landet.

Det er uklart, om det var en selvmordsbombe.

- Bombeeksperter er på Eidgah markedspladsen i Parachinar, hvor de er ved undersøge alle omstændigheder omkring angrebet, siger talsmænd for politiet.

Amjad Ali Khan, som er politisk administrator i Kurram distriktet, bekræfter antallet af dræbte og sårede.

- Mange af de sårede er i kritisk tilstand, siger en læge på det centrale hospital i byen, som har været centrum for mange voldelige sammenstød mellem shiamuslimer og sunnimuslimer.

Langt størstedelen af Pakistans 200 millioner indbyggere er sunnimuslimer. Det er kun omkring 20 procent, som er shiamuslimer.

Pakistan har siden 2004 forsøgt at nedkæmpe et islamistisk opgør, som har kostet titusindvis af mennesker livet - både civile, soldater og politifolk.

Volden er aftaget i år, hvor militæret har optrappet en offensiv mod de islamistiske ekstremister forskellige steder i landet. Der er både blevet slået til mod dem med militære angreb, ligesom en del af deres kommunikation og finansiering er blevet delvist undergravet.

Der er også blevet slået til mod sunnimuslimske ekstremistgrupper.

En nylig rapport fra tænketanken Institut for Økonomi og Fred (IEP) i USA viste, at der i 2014 skete en stigning i antallet af dræbte ved militante angreb i en række af verdens lande. Pakistan var blandt de mest udsatte sammen med Afghanistan, Irak, Nigeria og Syrien.

/ritzau/AFP