Bombe-spøg i lufthavnen kan udløse fængselsstraf

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

De to grækere, der er blevet fængslet i 13 dage efter en bombetrussel i Københavns Lufthavn onsdag eftermiddag, er ikke de første, der på grund af en dum spøg bliver et sagsnummer i det danske retsvæsen.

I flere tilfælde er episoderne endt med fængselsdomme til de pågældende spøgefugle.

I august i år blev en 15-årig dreng fra Norge ved Københavns Byret idømt en straf på 30 dages fængsel samt udvisning af Danmark i seks år.

Drengen bar i Københavns Lufthavn en taske, som der kom biplyde fra, og han havde ved indtjekningen sagt til den kvindelige ansatte:

- I am sorry, I have to do this to you (Jeg er ked af at gøre dette ved dig, red).

På den baggrund troede kvinden, at der var en bombe i tasken.

Drengen forklarede, at der bare var tale om en drengestreg, og at han og hans kammerat ville lave en video.

I Østre Landsret blev en 24-årig filosofistuderende tilbage i 2008 idømt ti dages betinget fængsel for i sjov at have sagt ordet "bombe" i Københavns Lufthavn.

De forbudte ord, som faldt ved en metaldetektor, lød: "De har fundet min bombe".

I retten forklarede hun, at det ikke havde været hendes hensigt at fremkomme med en bombetrussel. Hun havde "bare" fjollet med sine to rejsefæller.

En vagt lyttede imidlertid med, og da han bad hende om at gentage vittigheden over for ham, blev der slået alarm, og hele området blev afspærret.

I første omgang blev kvinden frikendt i byretten, men landsretten valgte siden at idømme hende 10 dages betinget fængsel.

- Hun sagde undskyld i samme øjeblik, hun fandt ud af, at en vagt havde hørt det, fortalte hendes forsvarer, Niels Forsby, efter dommen i 2008.

I 2010 blev en 27-årig ph.d.-studerende idømt 10 dages betinget fængsel, efter at hun i frustration over at have fået taget sin shampoo i et sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn omtalte sin shampoo, tandpasta og creme som sprængstof.

De senere års sager, hvor fly er blevet bragt til sprængning i forbindelse med terrorhandlinger, har fået lufthavnene til at skærpe opmærksomheden om passagerers ytringer og adfærd.

/ritzau/