Bombealarm afblæst ved Jyllands-Posten

Jyllands-Postens hovedkvarter i Viby ved Aarhus blev fredag morgen evakueret på grund af en bombealarm efter fund af en mistænkelig pakke.

Kort tid senere afblæste Østjyllands Politi dog bombealarmen, da pakken viste sig at være uskadelig.

- Der er fundet en mistænkelig pakke i buskadset ved Jyllands-Posten, og vi er massivt til stede og undersøger sagen nærmere i øjeblikket, sagde politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau tidligere.

Ifølge Ekstra Bladet, der lige har flyttet sin Aarhus-redaktion ud til Jyllands-Posten, blev de ansatte beordret ned i sikringsrum.

- Vi er alle blevet bedt om at gå ned i de mange sikringsrum, bygningen er udstyret med, og her skal vi vente, indtil pakken er undersøgt og alarmen afblæst. Vi er vel 40 personer i det rum, jeg befinder mig i, fortalte en af Ekstra Bladets evakuerede medarbejdere.

Politiet fik anmeldelsen om den mistænkelige pakke klokken 08.15.

/ritzau/

Dagens Gossip