Bombeangreb i Bagdad: Mindst 60 personer er dræbt

Mindst 60 personer er dræbt, og 200 meldes såret i et bombeangreb i Iraks hovedstad, Bagdad, oplyser kilder i politiet og i sundhedsvæsnet til nyhedsbureauet Reuters.

Der er dog foreløbigt forskellige meldinger om dødstallet. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der indtil videre tale om mindst 33 dræbte, mens Associated Press melder om 34 omkomne.

Angrebet skete ifølge Reuters på et marked i Sadr City, der er et shiamuslimsk område i det nordøstlige Bagdad, hvor en kølelastbil fyldt med sprængstof eksploderede.

Ingen har endnu taget skylden for angrebet. Den sunnimuslimske jihadistgruppe Islamisk Stat (IS) har dog tidligere påstået at stå bag lignende angreb.

Der er med jævne mellemrum voldsomme bombeangreb i Irak. I midten af juli blev flere end 100 mennesker dræbt, da en bilbombe blev sprængt på et travlt marked i byen Khan Bani Saad, der ligger omkring 30 kilometer nord for Bagdad.

Netop Islamisk Stat tog dengang skylden for angrebet og angav shiamuslimer som målet.

FN meddelte i juli, at flere end 15.000 civile er blevet dræbt i den væbnede konflikt i Irak fra januar 2014 til april i år.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip